Gå til hovedindhold

Vuggestuen

Præsentation af vuggestueafdelingen i Børnehuset Villavej

Vuggestuen er normeret til 35 børn i alderen 0-3 år.

De 35 børn er fordelt på 3 stuer - Spillopperne og Troldeungerne med hver 12 børn og Krudtuglerne med 11 børn.

Det er vigtig for os, at børn og forældre får en god start i vuggestuen.

Når I har givet besked til Ikast-Brande Kommunes pladsanvisning, at I gerne vil have pladsen, modtager vi papirer på Jeres barn. Herefter kontakter vi Jer, hvor I inviteres til en "Goddagsnak". "Goddagsnakken" er sammen med personalet på den stue, hvor Jeres barn skal være. Denne snak vil indeholde en præsentation af huset, stuens personale og børn. Derudover vil vi meget gerne høre om Jeres barns behov, så vi sammen kan planlægge en god start og en god dagligdag for Jeres barn.

Det kan være overvældende både for barnet og Jer at starte i vuggestue. Barnet møder mange nye børn og voksne i ukendte omgivelser.

Vi forventer, at I de første par dage er i vuggestuen nogle få timer sammen med Jeres barn og derefter kan tilrettelægge dagene, så de ikke bliver for lange for barnet. På den måde vænner barnet sig til vuggestuen og den nye dagligdag.

Personalet vil tage hensyn til Jeres barns vaner og væremåde så meget som muligt.

Har I tid og lyst, er I velkommen til at kigge ind - også før opstart.

Dagen i vuggestuen

Kl. 6.30 Vuggestuen åbnes. Vi mødes hos Troldeungerne.

Kl. 6.45 Morgenmad. Morgenmaden spises hos Troldeungerne.

Kl. 7.15 Morgenmaden pakkes væk. Stuerne går hver til sit ca. kl. 7.30.

Kl. 8.30 Børnene tilbydes vand, rugbrød/knækbrød og frugt.

Kl. 9.30 Tiden bruges til forskellige aktiviteter såsom rytmik, gå-ture og udeleg.

Kl. 10.30 Børnene vasker hænder og spiser.

Kl. 11.00 Børnene kommer på badeværelset og lægges ud at sove efter behov. De børn, der har sovet formiddagssøvn, leger på stuen.

Kl. 14 Spises eftermiddagsmad dog ikke om fredagen. Her tilbydes i stedet en bolle.

Kl. 15.00 Leg ude eller inde.

Kl. 16.15 Børnene samles med de sidste voksne og tilbydes lidt let at spise og vand.

Kl. 17.00 Børnehuset lukker. Fredag kl. 15.30.

Vuggestuebørnene er på fuld kost. Vores køkkenleder Merete sammensætter en madplan, der er varieret og dækker børnenes ernæringsmæssige behov.

De ældste børn følger køkkenets madplan. De yngste børns daglige kost tilrettelægges ud fra deres behov.

Morgenmad tilbydes kl. 6.45-7.15.
Morgenmaden er rugfras eller rugbrød med smør.

Kl. ca. 8.30 tilbydes børnene rugbrød eller knækbrød med smør samt lidt frugt.

Kl. ca. 10.40 spises middagsmåltidet, der de fleste dage består af varm mad.

Kl. ca. 14 er der eftermiddagsmad, der varierer mellem bl.a. forskellig frugtgrød, koldskål og rugbrød.

Sidst på eftermiddagen tilbydes de sidste børn lidt frugt.

Søvn i vuggestuen

Alle vuggestuens børn sover som udgangspunkt udenfor i krybber. Der tages, i samarbejde med forældrene, hensyn til det enkelte barns behov for søvn.