Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Ikast-Brande Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved først at vælge emne og derefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside

Potentiale profil

I Børnehuset Villavej begyndte vi at arbejde med Potentiale Profilen den 3. september 2015.

Hvad er Potentiale Profilen?

Potentiale Profilen er en samlet opkvalificering af personalet.

Målet med Potentiale Profilen er at skabe et inkluderende miljø. Et miljø, hvor alle børn får et godt institutionsliv, med de bedste muligheder for at trives, udvikle sig og lære noget. 

At arbejde med Potentiale Profilen er en forebyggende indsats, hvor der er fokus på de ressourcer og potentialer, som findes i institutionens fællesskaber.

Forskning viser, at der er 6 temaer, som har stor betydning for institutioners kvalitet og som er helt centrale for børnenes oplevelse/udbytte af institutionslivet.

Derfor skal vi blive endnu bedre til at:

  • Opbygge positive relationer med børnene.
  • Skabe et positivt børnemiljø i institutionen.
  • Lære børnene de nødvendige sociale kompetencer.
  • Organisere hverdagen, så der skabes de bedste muligheder for børnenes udvikling og trivsel.
  • Opbygge den nødvendige viden i personalegruppen.
  • Opbygge et positivt samarbejde mellem institution og forældre.

 

Potentiale Profilen er en del af inklusionsprojektet i Ikast-Brande Kommune. Det overordnede formål i projektet er at nå målene i Dagtilbudsloven og Ikast-Brande kommunes vision om inklusion.

Potentiale Profilen er en faglig og skræddersyet indsats, som gennem minimum et to-årigt forløb skal medvirke til, at den nyeste viden om de bedste udviklingsbetingelser for børn kommer i spil.

 

Vi bliver ikke dygtigere uden at gøre en indsats!

Derfor er der fastlagt en struktur, som sikrer personalegruppen tid til projektet. Det betyder, at der ud over arbejdet med temaerne i dagligdagen, er afsat tid til vejledningsmøde ca. hver 14. dag, hvor hele det faste personale i hver afdeling går fra. Disse vejledningsmøder kalder vi PP-møder, og de er som udgangspunkt planlagt til hver anden torsdag. PP-møderne i børnehaven ligger kl. 9.00-10.30 og i vuggestuen kl. 12.00-13.30.

Arbejdet med temaerne er en vigtig del af hverdagen og pædagogikken i institutionen - og får betydning for netop dit barn. Derfor håber vi også på Jeres opbakning som forældre.

Vi vil gerne opfordre jer til at tale med jeres barn om det, barnet lærer i institutionen, og I bliver løbende informeret om, hvad vi arbejder med.

Du er også altid velkommen til at henvende dig til personalet, hvis du har spørgsmål eller ønsker at vide mere. 

 

Baggrunden for Potentiale Profilen

Projektet skal hjælpe os til at skabe et inkluderende miljø i vores daginstitution. Et miljø, hvor alle børn får et godt institutionsliv med de bedste muligheder for at trives, udvikle sig og lære noget, der hvor de bor. Alle børn skal opleve, at de er ligeværdige og positivt bidragende deltagere i et mangfoldigt fællesskab. Vi arbejder på at modvirke eksklusion og har børnenes mestring af eget liv som omdrejningspunkt for det pædagogiske arbejde.

Hvis det skal lykkes at skabe en inkluderende daginstitution, så kræver det, at personalet er fagligt velkvalificeret og formår at skabe høj kvalitet. Det er en vanskelig opgave i en presset hverdag, hvor man ofte mangler både inspiration og overblik over, hvordan inklusionsopgaven skal løses.

Når hverdagen er presset, kommer vi let til at fokusere på enkelte børns problemer og mangler frem for at arbejde med de forhold i det pædagogiske miljø, der er med til at skabe problemerne. Med andre ord sætter vi ofte først ind, når problemerne er opstået.

Potentiale Profilen er udviklet for at skabe en forebyggende indsats, hvor der fokuseres på de ressourcer og potentialer, som findes i institutionens fællesskaber. Vi går fra at se på det enkelte barns problemer til at se på børns ressourcer og til at arbejde forebyggende i det pædagogiske miljø. I projektet arbejder vi med vores måde at være sammen med børnene på, vores sprog, vores måde at lære børn kompetencer på, vores måde at organisere hverdagen på, med vigtige forhold i fællesskabet og med vores samarbejde med forældre. Det gør vi ved at gribe hinanden i det, der lykkes for os. 

Forskning viser, at der er god grund til at fokusere på netop disse forhold, når vi skal arbejde med inklusion og høj kvalitet. Børn, der har gået i en daginstitution, hvor der har været fokus på netop disse forhold viser færre sociale og adfærdsmæssige vanskeligheder, større skoleparathed, højere IQ og større udbytte af skolen. Deres nysgerrighed og motivation bliver større, de får et mere positivt selvbillede og en større tro på egne fremtidsmuligheder. På langt sigt får de bedre uddannelsesresultater, lavere arbejdsløshed og mindre kriminalitet.

Børnehuset, Villavej
Villavej 16  -  7430 Ikast
Tlf. 99 60 45 90  -  bornehusetvillavej@ikast-brande.dk